Månedsarkiv: marts 2015

Liverpool-v-Manchester-United-Premier-League

Hadets kamp?

I morgen spiller Liverpool mod Manchester United i en kamp, der roligt kan betegnes som en af de mere følelsesladede. Der er ingen tvivl om, at de to klubbers tilhængere ikke bryder sig specielt meget om hinanden. Historien om rivaliseringen mellem de to klubber går langt tilbage. Det er noget med en havneby og en industriby, der ikke kan med hinanden. Det er også noget med to klubber, der begge har været meget succesfulde. Vi har Bill og Bob og de har sir Alex og sir Matt. Sir Matt var i øvrigt spiller i Liverpool.

Personligt er jeg jo blevet så gammel, at had er blevet et for stort ord. Jeg kender så mange rare mennesker, der holder med Manchester United, at klubben nærmest har fået et menneskeligt ansigt. Hvordan de ser på os og hvordan folk, der holder med Everton ser på os vil vi skrive lidt om i vores bog. I den forbindelse skal vi blandt andet snakke lidt med Morten Bruun, som trods det at han er Unitedfan, betragtes af os som Danmarks fineste medkommentator og den mest vidende. Vi forventer ikke at folk er enige med os i dette synspunkt, så mon ikke vi også kan få Morten til at sige noget om, hvordan det er at være en kommentator, der til tider deler vandene.