Månedsarkiv: februar 2015

IM000181.JPG

Istanbul

Det er ti år siden. I aften spiller vi på det berømte stadion igen. For ti år siden vandrede Lasse og jeg de sidste par kilometer til Atatürk med vores venner Lars-Ole, Rasmus og Peter. I pausen var vi lige ved at fortryde turen. Efter kampen havde vi fået vores livs oplevelse. Og så havde jeg i øvrigt også lige fået at vide, at min kone var gravid.

 

En rigtig fan

Hvis man holder med Liverpool er der nogle ting, man SKAL overholde.

  1. Man skal kunne You’ll never walk alone udenad
  2. Man skal have holdt med dem i minimum 10 år
  3. Man skal kunne i hvert fald tre sange udover YNWA
  4. Man skal have minimum tre hjemmebanetrøjer og en udebanetrøje
  5. Man skal have været på Anfield
  6. Man skal se Liverpool på pub hver uge
  7. Man skal kunne citere Shankly
  8. Man skal hade Manchester United og Everton
  9. Man skal have en tatovering med JFT96
  10. Man skal være vild med John Barnes og Colin Pascoe

Ellers er man ikke en rigtig fan.

Eller er man? Er vi en stor familie, der alle synes det samme om alt, der har med de røde at gøre? Personligt har jeg det ikke sådan. Personligt har jeg ikke lyst til at være som folk er flest. Jeg er jo bare mig, og når jeg er på Anfield føler jeg mig ikke som scouser. Jeg føler mig som dansker, der er tilskuer til en verden, jeg nok er fascineret af, men som jeg aldrig bliver del af. Jeg er jo en halvkedelig grå middelklassedansker, der ikke kan sætte mig ind i det at være working class i Liverpool i 80’erne.

Alligevel faldt jeg i fælden i går og angreb en mand fordi han ikke var Liverpoolfan på den rigtige måde. Han skrev en artikel, der ikke var i orden. Det skal han have lov til. Jeg behøver ikke være enig. At holde med en fodboldklub handler om passion. Jeg har svært ved at styre mine følelser, når snakken går på Liverpool. Sådan er vi vist mange der har det.

don't buy the sun

Vi er sure

Opdateret: Vi har slettet en linje i vores indlæg, da det ikke var fair over for Andreas. Vi blev grebet af passionen og kastede om os med ord. Det var en mening at få en diskussion op at køre, ikke at blive personlige. Vi erkender, at vi blev for smålige og er glade for at Andreas og Politiken har svaret. 

I dag har den ellers så herlige avis Politiken en artikel om Steven Gerrard. Det er jo kun godt, at der kommer noget om Liverpool i aviserne. Og da det er Stevens sidste Derby i dag, er det også kun fair. Jeg gider ikke gå i rette med artiklen, da jeg bare bliver for sur. Jeg har et par spørgsmål, som jeg håber Andreas eller Politiken kan svare på. Artiklen kan du læse her http://politiken.dk/sport/ECE2538499/farvel-til-den-sidste-store-klubmand/

1. Hvordan kan man i en avis som Politiken bringe en artikel, der er bygget op om løse rygter og sladder?
2. Hvordan kan man i en og samme artikel skrive om Hillsborough og så citere The S*n?
3. Hvordan kan en Liverpoolfan citere fra The S*n?
4. VED HAN SLET IKKE HVAD DEN LORTEAVIS HAR GJORT?
5. Hvad tror I selv Steven Gerrard ville synes om den artikel.

Og til dem, der ikke har styr på historien er her Peter Schulz’ fine artikel om det.

 

Vi tigger og beder stadig Peter om at skrive noget for bogen.

don't buy the sun

Kendisfans

Jeg giver ikke meget for kendte mennesker, der flasher Liverpoolhalstørklæder. Jeg er ikke meget for politikere, der storsmilende står i Liverpooltrøjer og erklærer klubben deres store kærlighed. Jeg bryder mig ikke om det, fordi det virker så falsk. Det kan godt være, at diverse kendte mennesker kan lide at se Liverpool, og det skal de også have lov til. Men mange af dem holder med Liverpool som danskere holder med håndboldlandsholdet. Vi er i bund og grund ligeglade med håndbold, men når de spiller EM eller VM, så kan vi da godt heppe og synes Mikkel Hansen er sej. Men hvis nogen spørger os, hvor en af spillerne spiller til dagligt har vi ingen anelse.

Derfor har vi undgået kendte mennesker i vores bog. Næsten. For vi har alligevel fået et par stykker med. Forlagene er vilde med kendte mennesker, da de mener det sælger. Men jeg er ligeglad. Pånær, hvis de har en historie som kan bidrage. Og det har de heldigvis.

En af vores kendte folk der skal være med er Jens Unmack. Jeg kender ikke Jens. Esben kender ham, da Jens har medvirket i Esbens kommende bog om Oasis. Men så alligevel kender jeg Jens. Jeg husker min første Love Shop koncert i 1993. Jeg var starter på universitetet og hang ud med et par gutter fra Viborg og en fra København. Jeg var meget ung og fattede ingenting af liv eller universitet og drak alt for meget, når jeg fik chancen. Det gjorde jeg også denne aften. Vi troede vi var retrosjove og drak elefantøl. Det var på Blitz og jeg husker tydeligt at Love Shop dengang som nu kom på scenen til tonerne fra De uheldige helte. Han er Juventusfan sagde min ven Kristoffer til mig om Jens Unmack. De andre mente nok mere det var Viborg han holdte med. Vi blev fulde og dansede markant foran scenen. Jeg kyssede med Jakobs lillesøster. Hun var sød, jeg var usikker og Jakob var ikke pjattet med det. Efter koncerten tog vi på “Den sidste” og drak videre. Træt og forladt tog jeg som den første hjem. Senere mødte de andre Love Shop. Drengene fra Love Shop havde sagt noget i retning af, at vi nok skulle slappe lidt mere af næste gang vi var til koncert.

Gutterne mistede jeg kontakten til, men mener at vide, at den ene er økonomiprofessor i USA og en af de andre arbejder for verdensbanken. Kristoffer ved jeg ikke, hvor er blevet af. Han var ellers med mig på min første tur til Liverpool. Jakobs lillesøster er sikkert lykkeligt gift og Jens laver stadig fin musik. Jeg har sidenhen været til mange koncerter med Love Shop og hører stadig pladerne med enorm glæde og melankoli.

 

Bolton – Liverpool

I 1995 spillede Bolton og Liverpool Liga Cup finale på Wembley. Det er 20 år siden. Jeg så den ikke, da jeg var på højskole, og der kunne man ikke lige se engelsk fodbold, når man ville. Jeg fandt dog ud af resultatet på en eller anden måde, hvilket garantrisse ville sige tekst-tv på DR. Det er 20 år siden og jeg er blevet en midaldrende halvsur halvsløj mand. Dengang var jeg ung og frisk som den kære McManaman, der sprudlede, som han havde gjort det i FA-Cup finalen tre år tidligere mod Sunderland. Efter dette trofæ skulle der gå seks år, inden de røde igen vandt lidt til pokalskabet. Der hed træneren Houllier og McManaman var draget til Real Madrid, i stedet var det Owen og Heskey der gav den gas. Og nå ja Heskey spiller jo for Bolton nu, men han er vist ikke klar til i aften.

Og apropos Bolton, så købte vi jo Jason McAteer fra dem i 1996 mener jeg. Jeg mener også at huske, at han fik debut mod Manchester United. Jeg kan tage så meget fejl. Det er jo mange mange år siden.

Liverpool – West Ham

I går vandt Liverpool fuldt fortjent 2-0 over West Ham. Mål nummer to blev scoret af tilbagekomne Daniel Sturridge, og det gjorde vel sagtens alle Liverpoolfans glade, at det netop var ham, der scorede. Vi har savnet ham, og han kan komme til at betyde forskellen på om vi kommer i top 4 eller ej.

På facebook var reaktionerne mange. En af reaktionerne jeg faldt over, var fra en nordmand, der skrev at han havde fældet en tåre, da Sturridge scorede. Når jeg læser sådan noget, så bliver jeg skeptisk. For helt ærligt det er jo bare fodbold. Jeg kan forstå, at man græder, når man får børn eller mister nogen i sin familie, men det andet forstår jeg ikke. Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis har ret. Det betyder faktisk ikke ret meget, men er måske en faktor i det forhold, at ideen om, at vi er en stor vidunderlig enig fanfamilie ikke nødvendigvis er sand. Nok holder vi med det samme hold, men vi gør det på forskellige måder og er en broget skare af mennesker.