Alle indlæg af Henrik

Rodgers Raus

Vi er nået dertil, at det højst sandsynligt ikke er Brendan Rodgers, der er manager for Liverpool Football Club, når bogen udkommer om et stykke tid. Rodgers er vist det man kalder Dead Man Walking som manager, og sådan er det nu om dage. Man skal præstere, specielt når man bruger fantasillioner på nye spillere. Det gør Liverpool ikke i øjeblikket og derfor ryger Rodgers også snart.

Da Liverpool i sin tid fyrede Graeme Souness fik man det til at lyde som om man havde stoppet samarbejdet i enighed. Sådan var det også med Evans og til dels med Houllier. Klubben har aldrig været stolt af at fyre en manager.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er bedst for klubben, og om det overhovedet giver mening at fyre sin manager. Jeg kan forstå begge synspunkter og for mig er Brendan Rodgers bare en mand med et velbetalt job. Liverpool overlever fint uden ham. Når det så er sagt, så læste jeg for nogle år siden det meste af en bog om statistik. Bogen hed “The Drunkard’s Walk: How Randomness Rules Our Lives ” og var skrevet af statistikeren Leonard Mlodinow. Hans tese var at livet er fuld af tilfældigheder, som man ikke er herre over. Han hævder at hos fodboldhold ser man en normalfordeling i forhold til placeringer, så hvis LIverpool eksempelvis statistisk set er det fjerdebedste hold i Premier League vil holdet nogle år blive nummer 4, mens det andre år vil blive højere og andre år lavere uanset om man fyrer træneren eller ej. Det der gør, at det ofte ser ud til at en trænerfyring har virkning er at man fyrer en træner, når det går dårligt for holdet, men når det statistisk set altid vil gå holdet som i en normalfordeling vil holdet altid blive bedre når det går dårligt og omvendt. På den måde kan man vende det om og sige, at man skal fyre træneren, når det går bedst for inden længe vil det gå den anden vej.

Det er måske ikke lige sådan at forklare og slet ikke til at forstå i mine kluntede formuleringer, men man kan ty til Mlodinow og læse. Så kan man også læse om, hvorfor straf altid virker rent statistisk, mens ros altid vil fejle. Og hvorfor det er en stor fordel at være født i januar, hvis man skal klare sig godt som fodboldspiller.

Bogen kan købes her

Hvordan går det med bogen?

Det er nemt nok at sætte et bogprojekt i søen. Det er jo bare at sige, at man vil skrive en bog og så er den ikke længere, så har man et bogprojekt. Problemet er bare, at bogen ikke skriver sig selv. Vi har endnu ikke fået computerprogrammer, der kan scanne hjernen og skrive den bog vi har liggende derinde. Derfor går det ikke altid så hurtigt som forventet.

Status på vores bog er at den flotte og flittige mand fra Aalborg er færdig med sin del, men det er Lasse og Henrik ikke. Lasse har snart skrivefri og så skal den have gas, mens Henrik bare ikke har fået skrevet det han gerne ville. Det har heller ikke gået super godt med at indsamle bidrag fra tredjemænd – ja det har faktisk vist sig sværere end forventet, men vi har noget, og det er vi sgu glade for.

Der er blevet ændret en del i konceptet undervejs, så det ender med at blive en bog af og om vi tre med enkelte bidrag af andre. Bogen bliver ikke en fanbog, men en bog om fans. En bog om tre fans og deres oplevelser – gode såvel som dårlige. Om vores forhold til klubben og til andre fans og om det at blive voksen og stadig til tider tro, at man er en lille dreng, der en dag kommer til at spille for Liverpools førstehold.

Bogen kommer, men der går nok lige nogle måneder endnu. Indtil da er det bare at nyde efteråret og Liverpools sprudlende spil. Og så har Henrik i øvrigt købt en gave til Lasse. Den kan ses på billedet herunder.

1442052497542

billede 23

En tur til Anfield – roadtrip edition

af Sylvester R. Winkel

Vi var fem gutter som skulle over og se kampen mod Spurs. Kampen lå i sæsonen 14/15 om tirsdagen i vinterferien (uge 7), hvilket passede os alle perfekt.

Billetterne var bestilt hjemmefra gennem en gut, som har kontakterne i orden i Liverpool – ligeledes var overnatningen også klaret hos ham – selv flybilletterne var bestilt i god tid og til en overkommelig pris (500 kr. tur-retur Hamburg-Manchester). Fire af os havde ikke været på Anfield før, mens undertegnede havde set kampen mod Aston Villa tilbage i 2009, der blev vundet komfortabelt 5-0. Alt var timet og tilrettelagt til denne tur. Hvad kunne gå galt? Rigtig mange ting!billede 20

Vi kørte fra Aarhus mandag morgen d. 9/2 kl. 9.30 og mente derfor at vi havde mere end god tid til at nå vores fly som skulle flyve fra Hamburg 14.50. Humøret var højt på turen, der blev naturligvis diskuteret rigtig meget fodbold, stilling, start-11’er og alt muligt andet relateret til byen Liverpool. Undervejs begynder vi at få meldinger fra familien hjemme i Danmark – Sikkerhedspersonalet i Hamburg Lufthavn havde valgt at strejke pga. deres overenskomst. Øv tænkte vi, men vi forsatte dog med det spinkle, krøllede håb man nu engang har.

billede 18

Vi kom til Hamburg Lufthavn – alt var kaos! 90% af alle fly var aflyste og køen gennem sikkerhedstjekket tog ca. fem timer da vi ankom. Vores fly var et af de få, som ikke var blevet aflyst. YES! tænkte vi. Vi skyndte os at stille os op i køen, med troen på vi lige kunne nå at komme gennem tjekket inden take-off. Vores fly blev endda udsat med en time, så vi begyndte at føle os sikre – lige indtil personalet i sikkerhedskontrollen valgte at lukke det ene bånd, så der nu kun var et bånd åbent – og dermed blev ventetiden forlænget med syv timer. Vi var slukørede,  rådvilde – vi forsøgte at få hjælp fra vores flyselskab, men når man rejser med lavprisselskaber, får man, hvad man betaler for – ingen service!

Det skulle dog ikke stoppe os, så vi pakkede bilen og satte kursen mod Liverpool – 15 timers nonstop kørsel gennem Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Under den engelske kanal med Eurotrain (ja, bilen kom med) og så stod vi pludselig i Folkstone, UK. Herfra havde vi fem timers kørsel før vores destination var nået. Klokken var 2.30 lokal tid, men vi var ligeglade – vi skulle nå frem.

Det var noget af en udfordring at vænne sig til venstresidekørsel – ikke mindst når rettet også sidder i den forkerte side – og derudover valgte det engelske vejr at krydre rejsen med tåge og dis. Da vi langt om længe ramte Liverpool havde vi kørt nonstop hele natten og blev mødt af myldretrafik. Havde det ikke været for vores GPS og en ganske habil co-driver, var vi nok ikke nået frem i ét stykke.

Vi fandt dog hurtigt vores overnatningssted – vi fik en bid engelsk morgenmad og derpå nogle timer på øjet. Kl. 13 tirsdag eftermiddag vågner vi – godt udkørte og på ingen måde udhvilede. Men vi havde gjort det – vi var nået frem. Vi fik vores billetter til kampen og begyndte omkring kl. 16 at begive os mod den hellige gral – Anfield Road.  Første destination på vejen var pubben The Park, som ligger lige over for The Kop. Vi var desværre ikke de eneste skandinavere, som havde udset sig dette vandingshul – det var mildest sagt overrendt med danskere, svenskere og nordmænd. Jeg mødte sågar et par stykke fra min barndomsby. Vi drak hurtigt ud og gik over på The Albert, men her var stemningen lige så – overrendt med skandinaviske turister. Vi orkede dog ikke at gå længere, så vi valgte at blive og Anfieldstemningen begyndte langsomt at komme til os alle sammen.billede 23

kl. 19 gik vi på stadion – Det første møde på Anfield er ubeskriveligt – gensynet for mig ligeså. Har man aldrig oplevet trykket når der bliver sunget You’ll Never Walk Alone fra et veloplagt hjemmepublikum, skylder man sig selv det – det er det vildeste sus! Kampen endte 3-2 og fik overværet det første PL-mål fra Balotellis fod – vi fik hvad vi kom efter – tre point og endnu en magisk aften i byens klubs historie.

billede 24

Dagen efter var vi på stadionrundtur – et must, når man er i byen. Når man træder ind på stadionet igen, efter at have oplevet sådan en aften bliver man overvældet af minder fra gårsdagens kamp. Derefter brugte vi det meste af dagen i den nyrenoverede Liverpool Store i Liverpool One, hvor man uanset alder kan købe sig fattig – et rent mekka for Liverpoolfans.billede 31

Torsdag morgen kl. 7 begav vi os mod bilen – turen var slut og vi havde en lang køretur foran os igen. Vi var høje på oplevelser og selve den bedrift at vi trods alle odds kom frem og fik set kampen. Humøret var højt – lige indtil vores bil gik i stykker. 50 min før vi ville ankomme til Folkstone og skulle ombord på toget, kastede vores fartøj håndklædet i ringen. Vi var målløse, det kunne ikke være rigtigt. Vi holdt dog hovedet koldt og kom i kontakt med vores danske forsikring. Har man uheld med bilen i udlandet findes der et selskab, som hedder SOS International og deres hjælp er inkluderet i bilens kaskoforsikring. Det var dog mere omfattende end som så.billede 36

SOS International fik sagt et engelsk mekanikerfirma på sagen og deres diagnosticering var klar: Oliepumpen var gået og vi kunne ikke forsætte. Efter mange samtaler frem og tilbage fandt de dog en løsning til os – hotelovernatning i byen Gravesend (som ligger en time fra London) og derefter fly fra Heathrow Airport, over Frankfurt og til Billund. Da vi får denne besked er klokken 10 om aftenen og vores fly afgik 8.10 næste morgen. På hovedet i seng, med taxa 5.45 og så afsted.

Resten af turen herfra gik fint – vi kom sikkert hjem og vi var alle glade og taknemmelige. På vejen til Liverpool jokede vi med at vi sagtens kunne køre turen igen en anden gang, men efter denne hjemtur var vi alle mere klar på at ofre lidt flere penge på et ordentligt flyselskab næste gang.

Moralen af denne lille fortælling er, at uanset hvor mange strabadser man kan møde på sin vej skal man ikke give op – vi kom, vi så, vi sejrede (i det mindste over Spurs). Og frem for alt  stod vi sammen, havde hinanden at støtte os til, var med at miste modet og mindede os selv om op til flere gange, at You’ll Never Walk Alone.

I “fjendens” lejr

På mandag tager Lasse og jeg (Henrik) på besøg hos den tidligere fodboldspiller og nuværende kommentator Morten Bruun. Vi vil snakke med ham om hans syn på Liverpool, da vi godt kan lide, at høre andres mening om vores klub. Morten ser meget fodbold og holder med Manchester United, så det skal nok blive underholdende.

Er der nogen, der har lyst til at stille et spørgsmål til Morten, så skriv det i kommentarfeltet, så skal vi nok tage det med. Vi forbeholder os dog retten til at vælge, hvis der enten kommer for mange eller de ikke overholder et vist moralsk niveau. Det kan også være, at ingen skriver, men så har vi heldigvis selv en masse. Personligt er jeg interesseret i at høre hans holdning til pengene i fodbold og Glazers i Manchester United.

 

 

ad_164610588

Når man taber

Når man holder med Liverpool, så kender man også til at smertes i nederlagets stund. Der har været mange, der gjorde ondt. De værste er for mig mod Manchester United. Jeg har bare altid syntes, at det var så uretfærdigt, at gode Liverpool skulle tabe til onde Manchester United.

I 1996 mødtes de to hold i FA-cup finalen. Manchester United var favoritter og holdet på vej op op op op op og atter op. Liverpool havde også et godt hold, men manglede noget i forhold til Uniteds hold. Min kammerat Jeppe og jeg havde købt ind til stor fest. Vi havde købt champagne og cigarer og masser af øl. Og så scorede Cantona kort før tid til 1-0 og det hele var slut. Det gjorde ondt. Og Liverpool havde ellers haft sådan nogle fine jakkesæt på op til kampen. Simon Hughes har skrevet en bog, der vist handler en del om det 90’er hold. Den skal jeg læse snart. Håber ikke jeg får for dårlige minder.

 

Screenshot 2015-04-01 at 17.52.22

 

Liverpool-v-Manchester-United-Premier-League

Hadets kamp?

I morgen spiller Liverpool mod Manchester United i en kamp, der roligt kan betegnes som en af de mere følelsesladede. Der er ingen tvivl om, at de to klubbers tilhængere ikke bryder sig specielt meget om hinanden. Historien om rivaliseringen mellem de to klubber går langt tilbage. Det er noget med en havneby og en industriby, der ikke kan med hinanden. Det er også noget med to klubber, der begge har været meget succesfulde. Vi har Bill og Bob og de har sir Alex og sir Matt. Sir Matt var i øvrigt spiller i Liverpool.

Personligt er jeg jo blevet så gammel, at had er blevet et for stort ord. Jeg kender så mange rare mennesker, der holder med Manchester United, at klubben nærmest har fået et menneskeligt ansigt. Hvordan de ser på os og hvordan folk, der holder med Everton ser på os vil vi skrive lidt om i vores bog. I den forbindelse skal vi blandt andet snakke lidt med Morten Bruun, som trods det at han er Unitedfan, betragtes af os som Danmarks fineste medkommentator og den mest vidende. Vi forventer ikke at folk er enige med os i dette synspunkt, så mon ikke vi også kan få Morten til at sige noget om, hvordan det er at være en kommentator, der til tider deler vandene.

 

IM000181.JPG

Istanbul

Det er ti år siden. I aften spiller vi på det berømte stadion igen. For ti år siden vandrede Lasse og jeg de sidste par kilometer til Atatürk med vores venner Lars-Ole, Rasmus og Peter. I pausen var vi lige ved at fortryde turen. Efter kampen havde vi fået vores livs oplevelse. Og så havde jeg i øvrigt også lige fået at vide, at min kone var gravid.

 

En rigtig fan

Hvis man holder med Liverpool er der nogle ting, man SKAL overholde.

  1. Man skal kunne You’ll never walk alone udenad
  2. Man skal have holdt med dem i minimum 10 år
  3. Man skal kunne i hvert fald tre sange udover YNWA
  4. Man skal have minimum tre hjemmebanetrøjer og en udebanetrøje
  5. Man skal have været på Anfield
  6. Man skal se Liverpool på pub hver uge
  7. Man skal kunne citere Shankly
  8. Man skal hade Manchester United og Everton
  9. Man skal have en tatovering med JFT96
  10. Man skal være vild med John Barnes og Colin Pascoe

Ellers er man ikke en rigtig fan.

Eller er man? Er vi en stor familie, der alle synes det samme om alt, der har med de røde at gøre? Personligt har jeg det ikke sådan. Personligt har jeg ikke lyst til at være som folk er flest. Jeg er jo bare mig, og når jeg er på Anfield føler jeg mig ikke som scouser. Jeg føler mig som dansker, der er tilskuer til en verden, jeg nok er fascineret af, men som jeg aldrig bliver del af. Jeg er jo en halvkedelig grå middelklassedansker, der ikke kan sætte mig ind i det at være working class i Liverpool i 80’erne.

Alligevel faldt jeg i fælden i går og angreb en mand fordi han ikke var Liverpoolfan på den rigtige måde. Han skrev en artikel, der ikke var i orden. Det skal han have lov til. Jeg behøver ikke være enig. At holde med en fodboldklub handler om passion. Jeg har svært ved at styre mine følelser, når snakken går på Liverpool. Sådan er vi vist mange der har det.

don't buy the sun

Vi er sure

Opdateret: Vi har slettet en linje i vores indlæg, da det ikke var fair over for Andreas. Vi blev grebet af passionen og kastede om os med ord. Det var en mening at få en diskussion op at køre, ikke at blive personlige. Vi erkender, at vi blev for smålige og er glade for at Andreas og Politiken har svaret. 

I dag har den ellers så herlige avis Politiken en artikel om Steven Gerrard. Det er jo kun godt, at der kommer noget om Liverpool i aviserne. Og da det er Stevens sidste Derby i dag, er det også kun fair. Jeg gider ikke gå i rette med artiklen, da jeg bare bliver for sur. Jeg har et par spørgsmål, som jeg håber Andreas eller Politiken kan svare på. Artiklen kan du læse her http://politiken.dk/sport/ECE2538499/farvel-til-den-sidste-store-klubmand/

1. Hvordan kan man i en avis som Politiken bringe en artikel, der er bygget op om løse rygter og sladder?
2. Hvordan kan man i en og samme artikel skrive om Hillsborough og så citere The S*n?
3. Hvordan kan en Liverpoolfan citere fra The S*n?
4. VED HAN SLET IKKE HVAD DEN LORTEAVIS HAR GJORT?
5. Hvad tror I selv Steven Gerrard ville synes om den artikel.

Og til dem, der ikke har styr på historien er her Peter Schulz’ fine artikel om det.

 

Vi tigger og beder stadig Peter om at skrive noget for bogen.

don't buy the sun

Kendisfans

Jeg giver ikke meget for kendte mennesker, der flasher Liverpoolhalstørklæder. Jeg er ikke meget for politikere, der storsmilende står i Liverpooltrøjer og erklærer klubben deres store kærlighed. Jeg bryder mig ikke om det, fordi det virker så falsk. Det kan godt være, at diverse kendte mennesker kan lide at se Liverpool, og det skal de også have lov til. Men mange af dem holder med Liverpool som danskere holder med håndboldlandsholdet. Vi er i bund og grund ligeglade med håndbold, men når de spiller EM eller VM, så kan vi da godt heppe og synes Mikkel Hansen er sej. Men hvis nogen spørger os, hvor en af spillerne spiller til dagligt har vi ingen anelse.

Derfor har vi undgået kendte mennesker i vores bog. Næsten. For vi har alligevel fået et par stykker med. Forlagene er vilde med kendte mennesker, da de mener det sælger. Men jeg er ligeglad. Pånær, hvis de har en historie som kan bidrage. Og det har de heldigvis.

En af vores kendte folk der skal være med er Jens Unmack. Jeg kender ikke Jens. Esben kender ham, da Jens har medvirket i Esbens kommende bog om Oasis. Men så alligevel kender jeg Jens. Jeg husker min første Love Shop koncert i 1993. Jeg var starter på universitetet og hang ud med et par gutter fra Viborg og en fra København. Jeg var meget ung og fattede ingenting af liv eller universitet og drak alt for meget, når jeg fik chancen. Det gjorde jeg også denne aften. Vi troede vi var retrosjove og drak elefantøl. Det var på Blitz og jeg husker tydeligt at Love Shop dengang som nu kom på scenen til tonerne fra De uheldige helte. Han er Juventusfan sagde min ven Kristoffer til mig om Jens Unmack. De andre mente nok mere det var Viborg han holdte med. Vi blev fulde og dansede markant foran scenen. Jeg kyssede med Jakobs lillesøster. Hun var sød, jeg var usikker og Jakob var ikke pjattet med det. Efter koncerten tog vi på “Den sidste” og drak videre. Træt og forladt tog jeg som den første hjem. Senere mødte de andre Love Shop. Drengene fra Love Shop havde sagt noget i retning af, at vi nok skulle slappe lidt mere af næste gang vi var til koncert.

Gutterne mistede jeg kontakten til, men mener at vide, at den ene er økonomiprofessor i USA og en af de andre arbejder for verdensbanken. Kristoffer ved jeg ikke, hvor er blevet af. Han var ellers med mig på min første tur til Liverpool. Jakobs lillesøster er sikkert lykkeligt gift og Jens laver stadig fin musik. Jeg har sidenhen været til mange koncerter med Love Shop og hører stadig pladerne med enorm glæde og melankoli.